Sådan ved du, om dit gulv skal slibes

Der findes ingen tommelfingerregler for, hvornår det er en god idé at slibe dine gulve, men der er nogle ting, du kan kigge efter – vi forklarer hvordan lige her.

Som udgangspunkt kan man sige, at du skal kigge godt og grundigt på dit gulv, hvis du skal vurdere, om det er på tide med en gulvafslibning. Ikke alle gulve behøver én, men hvis du har store ridser og mærker i overfladen, kan det være en god idé med en afslibning – særligt hvis ridserne går hele vejen igennem lakken.

Er der ridser i lakken, risikerer du, at eventuelt spildt væske trænger ned under overfladebehandlingen og giver mørke plamager på gulvet – i nogen tilfælde kan de endda blive siddende, selvom du sliber gulvet.

Tjek din gulvtype

Inden du tænder bilen for at køre ned i dit lokale byggemarked efter en gulvsliber, er det en god idé at tjekke, om dit trægulv overhovedet kan klare en afslibning – det kan et laminatgulv eksempelvis ikke. 

Når du skal undersøge dit gulv, skal du starte med at tjekke, hvor tykt det er. Selvom du kun sliber 4-5 mm af gulvet, er det vigtigt, at det resterende slidlag stadig er tykt nok; et lamelgulv skal helst være mindst 2-3 mm tykt, mens et massivt gulv gerne skal have mindst 3-4 mm ned til fer og not.

Overvej efterbehandling

Når dit gulv er slebet, skal det helst efterbehandles med det samme, så skidt og snavs ikke trænger ned i brædderne, og derfor er det en god idé, hvis du på forhånd har overvejet, hvilket materiale dit gulv skal behandles med. Typisk er valgmulighederne lak, olie eller sæbe, og det er langt hen ad vejen et spørgsmål om slidstyrke, rengøringsvenlighed og udseende – er du i tvivl, så søg vejledning hos dit lokale gulvfirma. Her kan du sikkert også se prøver på de forskellige materialer.