En funktionsdygtig metode til at sætte et transportbånd op

Man sætter jo transportbånde op af forskellige grunde og i forskellige sammenhænge.

Eksempelvis ser man jo de fleste samlebånd i produktionssammenhænge, hvor enheder kører fra den ene funktion til den næste, hvor enten maskiner eller mennesker kigger nærmere på det givne aggregat og gør noget ved det i den proces, det er nået til.

Andre gange er det ganske enkelt som et bånd, hvor et produkt skal fra den ene ende af en lokalitet til den næste på den måde, der gør det nemmest for andre at have med at gøre.

Endelig oplever man også transportbånd i for eksempel lufthavne, hvor der er lange afstande at tilbagelægge for at komme til ens gate.
Her fungerer transportbåndet som en horisontal rulletrappe, så man ikke overlaster sig selv med bagagen i bestræbelserne på at nå fra den ene ende til den næste – og man skaber ikke propper for andre, der gerne vil videre.

Dette var blot tre eksempler på transportbånd, men det handler i alle sammenhænge om, at man sætter transportbåndet op, så det giver mest mening for dem, der skal bruges det.

Ved et samlebånd skal det nok rundt i mange leder og kanter, for at man kan få kigger nærmere på den givne enhed, hvor den skal repareres eller netop gøres klar til videre brug.

Men ved et almindeligt transportbånd, hvor det handler om at få produkter fra den ene ende til den anden på en hurtigst mulige måde, der skal man helst gå efter devisen, at den korteste afstand mellem to punkter er en lige linje.

Her kan man lade transportbåndet løbe bag en væg eller endda oppe under loftet.

Det skal gøres mest muligt effektivt for alle brugerne, så det hverken fylder for meget, men at det heller ikke bliver for ineffektivt ved at køre rundt i unødvendige kroge for eksempel.